RYG / Fys. operation i lænderyggen

Information fra fysioterapeuterne

 

I det følgende kan du (i hovedtræk) læse gode råd og vejledninger i forhold til arbejde, fysiske aktiviteter og træning efter en operation i lænderyggen. 

 

Dagen efter operationen tilses du af en af afdelingens fysioterapeuter, der udleverer et øvelsesprogram samt en skråpude. Øvelsesprogrammet gennemgås, således at det tilpasses dit behov. Derudover lægger vi vægt på at informere omkring, hvordan og hvornår arbejde, fritidsinteresser samt videre daglige aktiviteter kan genoptages.

 

Generelt

Du udskrives en til to dage efter operationen. Dette vurderes individuelt ved forundersøgelsen.

 

Du skal indstille dig på at tage den med ro de første par uger efter operationen.

Variér mellem at hvile liggende, gå små ture og sidde lidt af gangen, således at du finder ud af, hvordan din krop reagerer på belastning.

 

Forholdsregler efter operationen

Så snart du er vågen efter operationen, og tilstanden tillader det, vil afdelingens sygeplejersker eller fysioterapeuter hjælpe dig op på sengekanten, og du kan evt. begynde at gå lidt omkring. 

Lad være med at sidde for meget de første dage efter operationen. Det kan være en god ide at indtage de første måltider stående.

 

Som følge af den skånsomme mikrokirurgiske operationsmetode, der benyttes af RygCenterets kirurger, og den avancerede smertebehandling, - kan de fleste patienter uden større gener hurtigt komme op efter operationen. Der vil dog i dagene og ugerne efter operationen være varierende grad af muskelømhed, muskelstivhed og muskelspændinger.

 

Hvis der kommer muskelspændinger, mærkes disse mest udtalt i de store muskelgrupper i balle-/hofte-regionen. Dette kan derfor medføre træk og tryk på nerverne i området med varierende smerter og føleforstyrrelser lokalt og ud i benene.

 

Desuden kan der i varierende grad opstå reaktioner i den/de nerver, der er blevet frilagt under operationen. Dette er en naturlig reaktion, der bedst kan beskrives som, at den tidligere klemte og irriterede nerve begynder at "vågne op", og derfor kan afgive signaler der medfører føleforstyrrelser og smerter ud i benet, der ligner de føleforstyrrelser, der kan provokeres af de ovenfor beskrevne muskelspændinger.

 

 

Personalet vil hjælpe med at vurdere, hvad årsagen til eventuelle gener kan være og tilrettelægge behandlingen efter dette.

Muskelspændinger behandles bedst med is- pakninger i kombination med udspændings-øvelser og den almindelige medicinske smertebehandling.

 

Ryggen kan godt holde til at bøje fremover og til siden. Det kan dog medføre ømhed eller let smerte, men det er ikke farligt. Lad dog være med at provokere smerten for meget i starten.

  • Dagen efter operationen må du ligge på ryggen, siden eller maven.
  • Du må gerne stå og gå små ture.
  • Du må gerne sidde i kortere intervaller, og vi anbefaler, at du bruger skråpude. 

Ind og ud af sengen

Når du skal ud af sengen kan det være en god hjælp at vende dig om på siden og svinge benene ud over madrassen samtidig med at du skubber fra med armene. Teknikken benyttes omvendt ind i seng.

 

 

Toilet besøg

Du må gerne gå på toilettet, så snart du kan. Er du meget høj, kan det anbefales at bruge en toiletforhøjer og evt. et tandkrus ved tandbørstning.

 

Påklædning

Hvis du har svært ved at få tøj på i siddende eller stående stilling, så læg dig på ryggen i sengen og bøj i knæ og hofter, så kan det være nemmere at få bukser og strømper på. 

 

Bilkørsel

Vi anbefaler, at du undgår bilkørsel de første 4 uger efter operationen. Dette både som passager og chauffør, på grund af bilens rystelser. Du kan selv føre bil, når du har tilstrækkelig kraft og reaktionsevne i benet.

 

Når du skal ind i bilen, så vend ryggen til bilen således at du sætter dig ned og dernæst drejer rundt på sædet og svinger benene ind samtidig. Ud af bilen foregår i omvendt rækkefølge. Det kan være en hjælp at sidde på en almindelig plastikpose, når du drejer. Vi anbefaler dog, at posen fjernes under kørsel.

 

Arbejde 

Du kan genoptage arbejdet 2-6 uger efter operationen afhængig af arbejdets karakter og varighed. Det kan være hensigtsmæssigt at starte op på en deltidssygemelding.

 

Anvender du bil i dit erhverv, eller har du lang transport, kan det have betydning for opstart på job.

 

Madlavning og husarbejde

Undgå at stå foroverbøjet i længere tid. Er dit køkkenbord meget lavt, så kan det være, det kan forhøjes med en plade, eller variere mellem at stå og sidde.

 

Ved støvsugning og gulvvask, anvend da vægtoverføring i benene.

 

 

Indkøb

Undgå større indkøb de første par måneder. Specielt kan kørsel med en indkøbsvogn irritere ryggen. Køb lidt ind af gangen og fordel vægten i to poser eller anvend en rygsæk.

 

Siddestillinger

Undgå dybe og bløde sofaer og lænestole. Du kan evt. bruger skråpude, når du sidder. Skråpuden hjælper dig til at sidde mere ret og dermed aflastes ryggen.

 

Har du meget siddende arbejde, så er det en god idé at investere i et hæve-/sænkebord. Stolen skal helst kunne justeres både i højde og skråstilling af sæde, samt have et indstilleligt ryglæn.

 

Den bedste siddestilling er den næste! - Så husk at variere.

 

Løfte og bære teknik

  • Løft med begge hænder
  • Stå så tæt som muligt ved det, som du skal løfte.
  • Stå med let adskilte fødder, eventuelt med den ene fod foran den anden.
  • Vurdér hvor tung byrden er, ved at rokke med den.
  • Stå med front mod byrden. Undgå at vride i ryggen.
  • Bøj i knæene, og læn dig let fremover ved at bøje i hoften - hold ryggen ret.
  • Tag fat om byrden med let bøjede arme, og brug benenes muskler til at hjælpe.

 

Når byrden skal sættes, bruges de samme bevægelser igen, blot i omvendt rækkefølge, i kontrol-leret tempo.

Løftereglerne bruges naturligvis også ved løft af børn.

 

Husk, hold knæ og næse i samme retning under løft, så du undgår skæve vrid.

 

Genoptræning, sport og anden fysisk aktivitet

Det øvelsesprogram, du får udleveret efter operationen, skal du udføre dagligt de første 4-6 uger hjemme en til to gange dagligt. De vil kunne mærke let muskelømhed efter træningen, men øvelserne må ikke fremprovokere forværring af kendte smerter eller symptomer.

 

Desuden anbefaler vi, at du kommer ud at gå flere gange dagligt.

 

Efter de 4-6 uger starter du normalt på den videre genoptræning. Træningen kan foregå i din hjemkommune eller hos privat praktiserende fysioterapeut. Dette aftales med fysioterapeuten inden udskrivelsen.

 

Fritidsinteresser

Tungt havearbejde   2-3 mdr.

 

Cykling

Motionscykel   1-2 uger

Almindelig cykel   2-3 uger

Ryttercykel   4-6 uger

 

Svømning   3-4 uger

 

Boldspil

Tekniktræning   2 mdr.

Spiltræning   3-4 mdr.

Kontaktspil   4 mdr.

 

Golf   4-6 uger

 

Let løbetræning   1 mdr.

Distanceløb   2 mdr.

 

Fitness   4-6 uger

Let træning med vægte   6 uger

 

Vi gør opmærksom på, at ovenstående er retningslinjer for aktiviteter. De bedste indikatorer er kroppen. Lyt til signalerne.

 

Opfølgende kontrol

 

Ingen aftalt, men evt. ved behov. Du bliver kontaktet telefonisk af vores rygsygeplejerske efter ca. 1 uge.

Har du spørgsmål før eller efter operationen, er du altid velkommen til at kontakte os.

Patientinformation
Version nr.: 106
Dato: 09. marts 2021
Denne behandling tilbydes i: Vejle

Speciallæger og behandlere

Billede af Ann Krabsen
Ann Krabsen
Fysioterapeut
Billede af Dan Østergaard Kristensen
Dan Østergaard Kristensen
Fysioterapeut
Ja tak, jeg vil gerne kontaktes vedrørende booking af tid.
This site is protected by reCAPTCHA and the Google Privacy Policy and Terms of Service apply.