Hjertesygdomme

Som patient på HjerteCenter Mølholm er du sikker på, at den samme speciallæge tager sig af dig, fra du kommer til du går. Du altid kan komme i kontakt med denne, også i tiden efter behandlingen. Det er således dit forløb, der er i centrum. Glade patienter på grund af flotte behandlingsresultater og gode oplevelser hos os, er et afgørende bidrag til vores arbejdsglæde.

Specialet tilbydes i: Vejle Aarhus
Kontakt sekretæren:

Er du i risiko for hjertekarsygdom?

Tidlig påvisning af åreforkalkning 

Vil du vide, om du har stor risiko for at udvikle hjertekarsygdom i fremtiden og derfor har behov for forebyggende behandling? Eller om din risiko er så lille, at du roligt kan leve videre som nu? Så er et dybdegående hjertetjek udført på HjerteCenter Mølholm måske noget dig.


 

Åreforkalkning er langt den hyppigste årsag til hjertekarsygdom

Hjertekarsygdom udgør den største sygdomsgruppe i Danmark. Omtrent 500.000 danskere lever med kronisk hjertekarsygdom. Halvdelen af disse skyldes åreforkalkning (aterosklerose), som er langt den hyppigste årsag til forsnævringer eller blodpropper i hjertets kranspulsårer, forsnævringer i blodkarrene til benene, forsnævringer i karrene til hjernen samt en vigtig årsag til blodpropper i hjernen. 

 

Normal pulsåre uden tegn til åreforkalkning

 

Åreforkalkning forårsages af aflejringer af kolesterol i karvæggen og udvikler sig langsomt igennem årtier uden at det giver anledning til symptomer ("stum åreforkalkning").  

 

Pulsåre med ca. 50% forsnævring på grund af kolesterolaflejring

 

Først når åreforkalkningen er så avanceret og udbredt at den enten forsnævrer blodkarrene i sådan en grad af blodet har svært ved passere eller medfører blodpropper giver den anledning til sygdom. Dette sker oftest pludseligt, uden noget forvarsel.

 

Pulsåre med næsten total tillukning på grund af udtalte kolesterolaflejringer

 

Illustrationer: © Birgitte Lerche-Barlach 2012

 

Hvad afgør, om man udvikler åreforkalknings-betinget hjertekarsygdom?

Hastigheden hvorved åreforkalkning udvikles, styres i høj grad af velkendte risikofaktorer (kolesteroltal, blodtryk, rygning og sukkersyge). Der er imidlertid store individuelle forskelle på, hvor modtagelig man er overfor disse risikofaktorer. Cirka halvdelen af de personer, der udvikler åreforkalknings-betinget hjertekarsygdom, har således "normale" værdier af risikofaktorer og vil derfor ikke blive identificeret ved en almindelig helbredsundersøgelse hos egen læge. Det som primært afgør ens risiko for at blive ramt af åreforkalknings-betinget hjertekarsygdom er mængden af åreforkalkning, man har udviklet i sine blodkar: Desto mere stum åreforkalkning, desto større risiko for at blive syg af det på sigt. Nogle personer med mange risikofaktorer har ingen eller kun lille mængde af åreforkalkning og dermed lille risiko for at blive syg, mens andre personer uden iøjnefaldende risikofaktorer kan udvikle betydelige mængder åreforkalkning og dermed høj risiko for at blive ramt af hjertekarsygdom. 

 

Forebyggelse og behandling af åreforkalkning:

Langt den største del af åreforkalkningsbetinget hjertekarsygdom kan forebygges ved en rettidig og målrettet forebyggende indsats. Formentlig har under 10% af voksne danskere et optimalt risikofaktor niveau. Hvordan åreforkalkningsbetinget hjertekarsygdom forebygges og behandles hos den enkelte person afhænger af flere forhold, herunder hvilke risikofaktorer der er tilstede og hvor meget åreforkalkning personen allerede har udviklet. Hos nogle personer er der ikke behov for forebyggende tiltag, hos andre er livsstilsændringer rigeligt, mens der hos andre igen er behov for forebyggende medicin herunder intensiv sænkning af kolesterol, blodtryk og/eller blodfortyndende behandling.

 

Hvad er din risiko for at udvikle åreforkalkningsbetinget hjertesygdom, og har du behov for forebyggende behandling? 

En målrettet og specialiseret undersøgelse er nødvendig for at finde de tilsyneladende raske personer, som er i høj risiko for at udvikle åreforkalkningsbetinget hjertesygdom i fremtiden.

 

På HjerteCenter Mølholm tilbyder vi et dybdegående, udvidet hjertetjek med henblik på vurdering af risikoen for fremtidig hjertekarsygdom. Og i forlængelse heraf, en individuel vurdering af om der er behov for forebyggende behandling for at forhindre fremtidig hjertekarsygdom. Den bedste markør for fremtidig hjertekarsygdom er direkte måling af mængden af stum åreforkalkning i blodkarrene. Dette kan hos mange gøres ved hjælp af ultralydsscanning, mens det hos nogle må suppleres med en hjerte-CT scanning.

 

Hvis der ikke er tegn på åreforkalkning ved enten ultralydsscanning eller hjerte-CT er risikoen for at udvikle åreforkalkning over de næste 10 år meget lille. Er der derimod tegn på åreforkalkning ved undersøgelserne, er der mere end 10 gange så stor risiko for at få blodprop i hjertet eller hjernen. Halvdelen af alle 50-årige og en tredjedel af alle 70-årige vil ikke have tegn på åreforkalkning - og have meget lav risiko for opleve blodprop i hjerte eller hjerne. Omvendt vil en tredjedel have tegn på åreforkalkning ved scanning og derfor en høj risiko for at opleve blodprop i hjerte eller hjerne, hvis der ikke sættes ind med effektiv forebyggelse.

 

Hjertetjekket på HjerteCenter Mølholm inkluderer:

  • Sygdomshistorie (Har du allerede symptomer på åreforkalkning?)
  • Familiehistorie (Er der hjertesygdom i den nærmeste familie?)
  • Måling af velkendte risikofaktorer, herunder kolesteroltal og blodtryk.
  • Elektrokardiogram (Er der tegn til belastning eller iltmangel i hjertet?)
  • Ekkokardiogram (Vurdering af hjertets pumpefunktion, herunder hjerteklapperne)
  • Måling af åreforkalkning i halspuls- og kranspulsårerne med ultralyd og/eller hjerte-CT.

Baseret på resultaterne af ovenstående undersøgelser vil din risiko for åreforkalkningsbetinget hjertesygdom kunne afdækkes. Og der kan udarbejdes en plan for, hvordan fremtidig hjertekarsygdom bedst kan forebygges hos dig. Hjertetjekket udføres af specialister indenfor åreforkalkningsbetinget hjertekarsygdom, og der udarbejdes efterfølgende en rapport med hjertetjekkets resultater og anbefalinger. Efterfølgende vil vi følge dig op med en konsultation for at vurdere, om du når de mål, der sættes. Og dermed maksimalt forebygger fremtidig åreforkalkningsbetinget hjertesygdom. 

 

FAKTA

Sygdomme og symptomer forårsaget af åreforkalkning

Hvilke symptomer åreforkalkning medfører afhænger af, hvor i kroppen forkalkningen sætter sig. Åreforkalkning i hjertets kranspulsårer:

  • Åreforkalkning, der medfører forsnævring af hjertets kranspulsårer, vil give symptomer i form af hjertekramper (angina pectoris) ved fysisk anstrengelse. Såfremt åreforkalkningen giver anledning til blodpropper, opstår der hjertekramper i hvile, hvilket er en livstruende tilstand som kræver akut behandling.

 

Åreforkalkning i blodkarrene til benet

  • Åreforkalkning der medfører forsnævring af blodkarrene til benene giver anledning til smerter i benene ved gang eller løb. Der vil derfor være behov for hyppige hvil hvor personen står stille for at få smerterne til at forsvinde (såkaldt "vindueskigger syndrom").

 

Åreforkalkning i blodkarrene til hjernen

  • Åreforkalkning i blodkarrene til hjernen kan medføre blodpropper i hjernen (slagtilfælde). Disse kan give anledning til forbigående eller varige mén, herunder kraftnedsættelse i arme og ben eller taleforstyrrelser.

 

 

Forskning



Martin Kold Bødtker Mortensen har igennem mange år interesseret sig for åreforkalkning. Han har, sammen med internationalt anerkendte forskere, forsket i muligheder for tidligt at kunne opspore tegn på åreforkalkning og effekten af effektiv forebyggelse.

 

Martin Kold Bødtker Mortensen har - sammen med klinikchef Peter Steen Hansen - ansvaret for tidlig opsporing af åreforkalkning og planlægning af relevant forebyggende behandling.

 

Du er altid velkommen til at kontakte os for uddybende spørgsmål.

 

 

Med venlig hilsen

PRIVATHOSPITALET MØLHOLM

HjerteCenter

 

Patientinformation
Version nr.: 107
Dato: 09. marts 2021

Speciallæger og behandlere

Billede af Mads Brix Kronborg
Mads Brix Kronborg
Speciallæge i kardiologi
Billede af Henrik Kjærulf Jensen
Henrik Kjærulf Jensen
Speciallæge i hjertesygdomme
Billede af Mette Skjødeberg Zwinge
Mette Skjødeberg Zwinge
Intensiv- og kardiologisk sygeplejerske
Billede af Maj-Britt Memhave Petersen
Maj-Britt Memhave Petersen
Intensiv- og kardiologisk sygeplejerske
Billede af Kristin Sveinsdottir
Kristin Sveinsdottir
Intensivsygeplejerske
Billede af Gabriella Edvardsson Alsøe
Gabriella Edvardsson Alsøe
Svensk patientrådgiver
Billede af Janne Winberg Rask
Janne Winberg Rask
Intensivsygeplejerske
Billede af Hanne Kirkegaard
Hanne Kirkegaard
Intensiv-sygeplejerske
Ja tak, jeg vil gerne kontaktes vedrørende booking af tid.
This site is protected by reCAPTCHA and the Google Privacy Policy and Terms of Service apply.